Vedtægter

Vedtægter for Julehjælpen.dk

Nedenstående vedtægter er vedtaget på ordinær generalforsamling 2022
Vedtægterne kan også downloades her

§1 Navn og hjemsted

§1.1  Foreningens navn er Julehjælpen.dk.

§1.2  Foreningen er hjemmehørende i Danmark.

§2 Formål

§2.1  Foreningens formål er at hjælpe udsatte børnefamilier i Danmark med at få en bedre jul.

§2.2  Foreningens motto er: Fordi alle børn fortjener en GOD jul

§3 Medlemmer

§3.1  Foreningen optager som medlem enhver, som har betalt kontingent til foreningen, og kan tilslutte sig foreningens formål og vedkende sig nærværende vedtægter.

§3.2  Hvis et medlem af foreningen overtræder foreningens vedtægter eller ordensreglement kan medlemmet ekskluderes ved et simpelt flertal for dette i bestyrelsen.

§3.3  Et medlemskab gælder for kalenderåret. Hvis et medlem ikke indbetaler det årlige kontingent senest 1. maj, ophører medlemskabet automatisk.

§3.4  Alle frivillige i Julehjælpen.dk skal være medlem af Julehjælpen.dk.

§3.5  Alle medlemmer af bestyrelsen og direktionen skal være medlem af Julehjælpen.dk.

§3.6  Undtaget fra medlemskab er efterlønnere, dagpengemodtagere m.fl., hvis ydelse påvirkes af kravet om tvunget medlemskab.

§4 Ordinær Generalforsamling

§4.1  Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.

§4.2  Bestyrelsen indkalder generalforsamlingen med mindst en måneds varsel. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i maj måned.

§4.3  Generalforsamlingen indkaldes pr. mail til foreningens medlemmer med mindst en måneds varsel med angivelse af dagsorden. Opdaterede vedtægter er tilgængelig på Julehjælpen.dks hjemmeside.

§4.4  Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst have følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og referent

  2. Årsberetning

  3. Fremlæggelse af revideret regnskab

  4. Fastsættelse af kontingent for medlemskab for kommende kalenderår

  5. Godkendelse af budget

  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

  7. Genbekræftelse af bemyndigelse til at udvælge nye bestyrelsesmedlemmer uden for

    Generalforsamlingen.

  8. Indkomne forslag - Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være

    formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen

  9. Eventuelt

§4.5  Alle beslutninger på en generalforsamling træffes ved almindeligt stemmeflertal med undtagelse af vedtægtsændringer, jf. §10 og beslutning om foreningens opløsning, jf. §11.

§4.6  Alle medlemmer der har betalt kontingent, har stemmeret.

§4.7  Man skal være medlem af foreningen for at kunne indsende forslag til ordinær generalforsamling og ligeledes skal man være medlem af foreningen for at være valgbar på både ordinær og ekstraordinære generalforsamlinger.

§5 Ekstraordinær generalforsamling

§5.1  Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes når et flertal af bestyrelsen finder det nødvendigt eller når mindst 1/4 af foreningens medlemmer stiller skriftligt krav herom med angivelse af dagsorden.

§5.2  Ekstraordinær generalforsamling indkaldes pr. mail til foreningens medlemmer med mindst 14 dages varsel og senest fire uger efter, der er indkommet ønske om det.

§5.3  Man skal være medlem af foreningen for at kunne indsende forslag til ekstraordinær generalforsamling og ligeledes skal man være medlem af foreningen for at være valgbar til bestyrelsen på ekstraordinære generalforsamlinger.

§6 Bestyrelse og direktion

§6.1  Bestyrelsen er den instans i julehjælpen.dk der har det overordnede ansvar, herunder for, men ikke begrænset til, udvikling, fundraising osv.

§6.2  Den daglige drift udgøres af direktionen, som er udpeget af bestyrelsen. Direktionen er en del af bestyrelsen.

§6.3  Direktionen skal bestå af 2-4 bestyrelsesmedlemmer eller suppleanter.

§6.4  Foreningens overordnede ledelse forestås af bestyrelsen, som vælges på generalforsamlingen.

§6.5  Foreningens daglige ledelse forestås af direktionen, jf. § 6.2.

§6.6  Bestyrelsen er på mindst 3 medlemmer og maksimalt 9 medlemmer, samt optil 2 suppleanter.

§6.7  Alle udgifter til deltagelse i bestyrelsesarbejdet og direktionsarbejdet afholdes af medlemmet selv.

§6.8  Alle bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen. Suppleanter vælges for et år ad gangen.

§6.9  Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer.

§6.10  Kassereren får hjælp til den daglige drift af et team af frivillige.

§6.11  Bestyrelsen bemyndiges til at udvælge nye bestyrelsesmedlemmer uden for Generalforsamlingen. Bemyndigelsen genbekræftes hvert år på generalforsamlingen.

§6.12  Der udarbejdes referat af bestyrelsesmøder, disse underskrives af alle bestyrelsesmedlemmer og disse opbevares elektronisk.

§6.13  Bestyrelsen arbejder ud fra en forretningsorden, som de selv definerer ved første møde efter generalforsamlingen.

§6.14  Bestyrelsen bemyndiges til at vælge firma til bogføring og revision af regnskab.

§6.15  Til bestyrelsen kan ikke vælges ægtefæller, kærester, partnere, elskere m.m. til andre bestyrelsesmedlemmer.

§7 Økonomi

§7.1  Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

§7.2  Regnskabet revideres af en af bestyrelsen valgt revisor.

§7.3  Regnskabet vil være tilgængeligt for medlemmerne på den ordinære generalforsamling og udsendes inden den ordinære generalforsamling.

§7.4  Regnskabet og budgettet udarbejdes én gang årligt.

§7.5  Budgettet vil ligesom regnskabet være tilgængeligt for medlemmerne på den ordinære generalforsamling og udsendes inden den ordinære generalforsamling.

§8 Kontingent for medlemskab

§8.1 Kontingent for medlemskab fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling for kommende kalenderår. Kontingentet for næste kommende kalenderår er 200 kr. pr. år.

§9 Tegning og hæftelse

§9.1  Foreningen tegnes udadtil af tre bestyrelsesmedlemmer. Disse tre bestyrelsesmedlemmer er: Formanden, næstformanden og et valgfrit bestyrelsesmedlem. Der skal altid være minimum to underskrifter fra tegningsberettigede. Tegningsretten må til enhver tid fremgå af referatet fra bestyrelsesmøderne.

§9.2  Ved beløb under 4.500 kr. kan direktionen i fællesskab disponere frit, så længe pengene anvendes til Julehjælpen.dks aktiviteter.

§9.3  Ved køb, pantsætning eller salg af fast ejendom kræves dog underskrift af den samlede bestyrelse.

§9.4  Foreningens ejendele tilhører foreningen som juridisk person.

§9.5  Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

§9.6  Foreningens medlemmer har ikke nogen ejendomsret over noget foreningen tilhørende.

§10 Vedtægtsændringer

§10.1 Vedtægtsændringer kan foretages når 2/3 af deltagerne i en generalforsamling stemmer herfor.

§11 Opløsning

§11.1  Opløsning af foreningen kræver et flertal på 2/3 af generalforsamlingens eller den ekstraordinære generalforsamlings fremmødte medlemmer.

§11.2  Opløsningen skal herefter godkendes på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.

§11.3  Ved foreningens ophør overgår alle midler til Mødrehjælpen eller Red Barnet, hvis ikke Mødrehjælpen eksisterer.